Så har vi taget hul på årets første forårsmåned. En måned mange har glædet sig til. Der er allerede så forårsfint med tæpper af løgblomster, knopper på grenene, og stauderne er begyndt at røre på sig. Fuglene synger, duerne parer sig og katten er gravid. En dejlig årstid hvor det hele starter forfra.
Et større projekt er der også gang i, vi har fjernet de frugttræer, som ikke gav frugt, og ikke var til glæde i haven. Træerne var over 20 år gamle, så nu var tålmodigheden brugt op, de var ikke engang smukke, så i år skulle det være. Træerne er fældet, grenene er kommet gennem flismaskinen, og rødderne er gravet op. Jorden er jævnet ud, så nu skal der sås græs i de fleste af pletterne. 6 træer ialt måtte lade livet, det har givet både lys og luft. Vi har stadig mange frugttræer tilbage, så vi kommer ikke til at mangle frugt.
Jeg er stadig i gang med at klippe ned, rive af og luge projektet, det går fremad. Jeg er ikke i tvivl om hvor langt jeg kommer, det bliver så fint, og det er en stor tilfredsstillelse.
Billederne herover er fra udestuen, hvor der er så dejligt at holde en pause i forårsarbejdet.
Indenfor nydes buketter af vintergækker, crocus og dorthealiljer. De små vaser er kommet ud af skabet, og bruges flittigt.
Ønsker jer alle et rigtig godt forår, med masser af sol, haveglæde, forventningens glæde, frø, spirer, forårsdrømme, blomster og kærlighed til livet og hinanden.