En lille smule vemod er vel det der lister sig ind i havefolk på denne tid af året – sommeren går på hæld og vi tager hul på den første efterårsmåned. Nogen vil nok påstå, at vi ikke rigtig har haft nogen sommer i år, og det er da rigtigt, at den megen regn og ikke særlig høje temperaturer er det, der har præget sommeren. Inger og jeg har opholdt os en stor del af sommeren i vores sommerhus, hvor jeg her restitueret mig efter en operation. Fordelingen af regn hen over sommeren har passet os fint, for det betød, at vi ikke så ofte skulle køre de hundrede kilometer hjem for at vande krukker og andet, men kunne blive derude i længere perioder.
Havens frodighed lige nu er total, det bugner med masser af vækst og friske grønne farver. Vi har de seneste dage haft rigtig travlt med at klippe og forme haven, så den kan være klar til den 2. september, hvor vi tager imod årets sidste gæster, et selskab på 60 medlemmer af Dansk Fuchsia Selskab.
Endnu er der lidt blomster, men ellers er det de grønne toner, der dominerer – som det i øvrigt gør året igennem.
Vi kan godt lide at spille på kontrasterne i forskellige bladstørrelser, deres mønstre og farver.
De små granittrug rummer småplanter, der ellers let kunne drukne ude i den øvrige haves ‘vildskab’, samtidig med at de danner en enhed, der strukturelt er med til at give både ro og variation.
Billedet her af rosen Raubritter er fra begyndelsen af august. Træet i baggrunden med de store blade er et Kejsertræ.